Den danske folkeaktie Vestas er blevet sablet ned med 24 pct. på aktiemarkedet i år, men det må skyldes andre ting end manglende ordrer.
Sådan skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet om den ramponerede vindmøllegigant. »De to første måneder af andet kvartal var meget dårlige for så vidt angår ordrer for Vestas. Juni har vendt op og ned på det,« skriver investeringsøkonomen og tilføjer:
»2788 MW nye ordrer kom i juni. Det svarer til 97 pct. af 2. kvartals annoncerede ordrer! Et par store ordrer har trukket tallet op, men i hovedsagen er fremgangen drevet af mange mindre og mellemstore ordrer, hvoraf en betydelig del af dem også har en medfølgende længerevarende servicekontrakt, som er meget vigtigt.
Læs også: Investorerne tager luft ind efter fransk valg - er stadig på pinebænken
Servicekontrakterne er vigtige for Vestas, da det er et område af forretningen, hvor Vestas har en markant bedre indtjening end på selve produktionen af vindmøllerne. Investeringsøkonomen har i stedet nogle andre bud på, hvorfor aktien næsten er blevet 25 pct. mindre værd siden årets begyndelse.
Vindmøllegiganten har i lang tid kæmpet med at tjene penge, og nogle investorer kan frygte, at Vestas bliver nødt til at udskyde sit mål om at få en EBIT-margin på 10 pct. i 2025, skriver Per Hansen.
En betydelig del af kursfaldet hos aktien er også kommet efter EU-afstemningen, og det kan være, at investorerne frygter for konsekvenserne af det franske valg.
Det er dog ikke kun det franske valg som ifølge investeringsøkonomen kan være en faktor for kursfaldet. På den anden side af Atlanten venter endnu en gyser – nemlig det amerikanske valg.
»Måske spiller Donald Trump en indirekte rolle, selvom erfaringerne tilsiger, at han næppe kommer til at gøre en meget stor forskel i givet fald som USAs præsident,« skriver Per Hansen.
Investeringsøkonomen spekulerer ligeledes i, om en enkelt større investor har solgt ud, hvilket salgspresset i kvartalet kunne tyde på ifølge økonomen.
Læs mere: Investorerne tager luft ind efter fransk valg – er stadig på pinebænken
Læs mere: Dramatisk valg præger markedet – hør overblikket på få minutter