Den danske rederigigant Mærsk oplever en markant stigning i torsdagens børshandel, hvor aktien stiger 4 pct. 

Dagens store stigning kommer efter, at det er blevet dyrere at få fragtet sine varer rundt på verdenshavene. 

Således er det globale rateindeks for en 40-fods container, steget med 1,6 pct. den seneste uge, efter en stigning på 6,7 pct. ugen før, skriver MarketWire.

Dertil vurderes det, at effekten fra toldkrigen mellem Kina og USA - som kan dæmpe sejladsen mellem de to stormagter - vil have en begrænset indvirkning på Mærsk.

Det skyldes, at kun 5 pct. af rederiets samlede aktivitet finder sted på ruterne mellem disse lande, skriver Bloomberg. 

Aktiens optur kommer i kølvandet på en bemærkelsesværdig periode, hvor Mærsk-aktien er steget med 20 pct. i løbet af de seneste tre uger.