Den danske forsikringskæmpe Topdanmark lever ikke op til analytikernes forventninger i 2023.
Det står klart efter at selskabet har præsenteret sit årsregnskab for 2023 tirsdag morgen.
Her lander Topdanmark et resultat efter skat på den fortsættende forretning på 1,05 mia. kr. mod analytikernes forventninger om 1,13 mia kr.
Også på det vigtige forsikringstekniske nøgletal combined ratio skuffer Topdanmark analytikernes forventninger. I 2023 præsterede Topdanmark et combined ratio på 85,6 mod analytikernes forventning om 84,6.
Combined ratio er summen af et forsikringsselskabs erstatningsudgifter plus omkostninger, divideret med præmieindtægterne. Desto lavere tallet er jo bedre.
Det er især en høj skadefrekvens, samt et højt niveau af vejrskader, der har påvirket resultatet lyder det fra adm. direktør Peter Hermann:
»Det har været et begivenhedsrigt år, hvor vi har haft det største antal vejrskader i ti år. Danmark havde det vådeste år nogensinde, den værste stormflod i over 100 år, tørke og stormene Otto og Pia. Ekstreme vejrfænomener som disse har ramt mange af vores kunder, og jeg vil gerne takke alle medarbejdere, der har ydet en afgørende indsats for at hjælpe vores kunder igennem svære situationer,« siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
I forhold til forventningerne til 2024, som investorerne holder skarpt øje med, forventer Topdanmark at lande et resultat efter skat i intervallet 1,15-1,42 mia. kr. inklusiv afløb.
Forsikringskæmpen regner med at combined ratio inklusive afløb i 2024 vil være i intervallet 82-85.
I forbindelse med regnskabet ønsker Topdanmark også at udbetale et udbytte til sine aktionærer. Det kan du læse mere om her.
Topdanmark-aktien er det seneste år faldet med 17,2 pct.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner