Det danske forsikringsselskab Alm. Brand er torsdag morgen kommet med årsregnskab for 2025.
Meget af spændingen er dog taget ud af regnskabet, da selskabet allerede for en måned siden offentliggjorde de vigtigste nøgletal, forventninger til 2026 samt planer om udlodning til aktionærerne.
I 2026 ser Alm. Brand et forsikringsresultat eksklusive afløbsgevinster eller -tab på 1,65–1,85 mia. kr. samt en combined ratio eksklusive afløbsresultat i niveauet 84,5-86,5.
I slutningen af januar annoncerede Alm. Brand også, at der er udbytte på vej til forsikringsselskabets aktionærer. Udbyttet lyder på 0,66 kr. per aktie.
Derudover igangsættes et ekstraordinært aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr.
I årsregnskabet gentager Alm. Brand en række nøgletal for 2025, som forsikringsselskabet også offentliggjorde i slutningen af januar.
Her fremgår det, at forsikringsresultatet endte på 1913 mio. kr., mens resultatet på bundlinjen lyder på 1353 mio. kr.
Combined ratio for året lå på 83,7 pct.
Tidligere på ugen annoncerede Alm. Brand, at forsikringsselskabet skal have ny topchef, da Rasmus Werner Nielsen har valgt at stoppe.
Han stopper efter en »succesfuld afslutning af sammenlægningen af Alm. Brand og Codan,« fremgik det af meddelelsen.
Fra 1. marts udnævnes viceadministrerende direktør og finansdirektør Andreas Ruben Madsen som ny administrerende direktør for koncernen.
Det seneste år er Alm. Brand-aktien vokset med knap 1 pct.

