Vindmølleproducenten Vestas var en af de aktier, der klarede sig bedst på årets sidste handelsdag.
Vindmølleaktien skiller sig samtidig ud som årets ubestridte vinder i C25-indekset med en imponerende kursstigning på 77 pct. i 2025, skriver Marketwire.
Det sker i et år, hvor politiske strømninger og økonomiske usikkerheder har præget de store danske aktier, dem, vi finder i C25-aktieindekset.
Udviklingen vækker opsigt, da Vestas-aktien i begyndelsen af 2025 lå lavt, og Donald Trumps genindtræden som præsident skabte bekymring for den amerikanske vindmølleindustri.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos AL Sydbank, påpeger, at 2025 har vist, at frygten var ubegrundet:
»Men 2025 har vist, at Trump ikke kan lægge det amerikanske marked for landvind ned, selv om han gerne ville. Det ser ud til at fortsætte hæderligt frem til 2030, og det er jo godt nyt for Vestas.«
Jyske Bank følger tæt efter som den næstbedste aktie af de store danske aktier med en stigning på 71 pct. i år.
I den anden ende af skalaen finder man Pandora og Novo Nordisk, hvis aktier er faldet med henholdsvis 47 og 49 pct.
