Henter kommentarer

Dansk gigant med kontant melding til Musk


En dansk pensionsgigant har fået nok af Tesla og Elon Musk.

Det er budskabet fra en kæmpestor dansk investor, der har 130 mia. kr. at investere for.

AkademikerPensions tålmodighed i forhold til Tesla og særdeleshed topchefen Elon Musk er nemlig slidt op, og derfor har pensionskassen besluttet, at stille et ultimatum til Tesla. Lever den amerikanske elbilgigant ikke op til kravet, er AkademikerPension ude. 

Administrerende direktør i AkademikerPension, Jens Munch Holst, fortæller, at han efterhånden har svært ved at forsvare ejerskabet i Tesla.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Tesla i årevis har været en markedsleder på den grønne omstilling. Men når vi år efter år kan sætte flueben ud for en lang række problematikker uden udsigt til nogen forbedring – faktisk tværtimod - er det svært at argumentere for, at vi skal forblive investeret,« siger Jens Munch Holst ifølge en pressemeddelelsen.

Læs også: Danske pensionsselskaber sælger ud af amerikanske aktier - og kaster sig over de europæiske

Pensionskassen peger på tre årsager til, at man har taget den drastiske beslutning. Den første er Teslas fagforeningsmodstand. Derudover peger AkademikerPension også på, at bestyrelsen i Tesla består af Musks familie og venner, og derfor ikke er uafhængige.

Den sidste årsag er Elon Musk selv. Topchefen har de seneste måneder blandet sig i politik. Både i USA og Europa har rigmanden har støttet kontroversielle politkere. I pressemeddelelsen skriver AkademikerPension, at Musk er i gang med at ødelægge Teslas brand og værdi.

AkademikerPension har dog i sinde at give Tesla en sidste chance, men det er dog et langskud, anerkender direktøren.

Pensionskassen har nemlig stillet et aktionærforslag til generalforsamlingen i juni. Forslaget handler om de ansattes ret til danne og blive medlemmer af fagforeninger. Men bliver forslaget stemt ned, står eksklusionen af Tesla klar.

Læs også: Danske Bank: Markante kursfald for teknologiaktier – men ikke af den grund du tror

»Vi har ikke de store forventninger til, at forslaget bliver stemt igennem, så eksklusionen ligger klar i skuffen. Men bestyrelsen i Tesla får lige en sidste mulighed for at ændre vores holdning,« siger Jens Munch Holst og fortsætter:

»Det er ingen hemmelighed, at vi er store fortalere for aktivt ejerskab. Og vi har i årevis forsøgt at få selskabet til at foretage nogle af de ændringer, som vi finder nødvendige. Men nogle gange må man indse, at der er for langt eller ingen udsigt til den ønskede forandring. Og det er situationen med Tesla, vurderer vi.«

Selvom det efter alt at dømme ender med en eksklusion af Tesla, vil direktøren ikke afvise, at Tesla en dag kan blive en del af porteføljen igen.

»Jeg håber da, at vi på et tidspunkt igen kan investere i selskabet. Sådan har jeg det med alle de selskaber, vi har ekskluderet. Men det kræver nogle fundamentale og strukturelle ændringer, som jeg ikke umiddelbart er optimistisk omkring kommer til at finde sted i nærmeste fremtid,« siger Jens Munch Holst.

Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Nvidia-aktien

Læs også: Garvet investor: 'For første gang i mit liv ejer jeg nu Novo Nordisk-aktier'