I januar steg inflationen herhjemme med 4,3 pct. i forhold til samme måned sidste år, og det er det højeste niveau siden 2008.
Trækker man energi og ikke forarbejdede fødevarer fra, viser kerneinflationen en mere moderat stigning på 1,9 pct.
Alligevel gør de nye tal ondt på danskerne, lyder det fra cheføkonom i Nykredit, Palle Sørensen.
De tårnhøje inflationstal betyder nemlig, at en børnefamilie i dag skal bruge omkring 19.000 kr. mere end sidste år for at købe de præcis samme varer og tjeneste.
»I næsten et årti har vi vænnet os til en inflation ofte betydeligt under 2 pct., så det gør ondt ude ved danskerne, når priserne stiger, som de gør i øjeblikket. Særligt fordi lønningerne ikke følger med inflationen. Der er dog stadigvæk et godt stykke op til de inflationstal, som vi ser andre steder i verden i øjeblikket,« skriver cheføkonomen i en kommentar.
Ifølge Palle Sørensen er den høje inflation drevet af midlertidige effekter. Eksempelvis trækker den aktuelle energikrise priserne i vejret, men det vil ikke undre cheføkonomen, hvis inflationen stiger yderligere de kommende måneder.
»For eksempel vil afgiftsstigninger på cigaretter fra nytår lægge et opadgående pres på inflationen de kommende måneder, og vi kan samtidig se, at mange virksomheder hæver priserne løbende de kommende måneder, som konsekvens af stigende omkostninger – de såkaldte andenrunde effekter,« skriver han.
I dag, torsdag, kl. 14.30 kommer der inflationstal fra USA for januar måned.
Læs også: Sydbank om lydkæmpe: 'Det er positivt og en god udvikling'
Læs også: Mærsk har skabt vrede hos kunderne på vej mod historisk overskud
