Der er blevet føjet to nye aktier til den danske investor Michael West Hybholts portefølje.
Aktieanalytikeren og investeringsrådgiveren hos Regulær Invest Nordiske Aktier har set mod vores svenske naboer for at finde nyt aktieguld.
Det fortæller han i tirsdagens udgave af Euroinvestor-podcasten Millionærklubben.
Michael West Hybholt, der altså investerer i nordisk aktier, fortæller, at mange virksomheder har været påpasselige med at investere i ny kapacitet - og at særligt en del af de svenske selskaber har været »hårdt ramt af det.«
Men nu ser han en vending:
»Vi kan se, forbrugerne får flere penge mellem hænderne qua skattelettelser og lønstigninger i Danmark og Sverige,« siger han.
Derfor satser han nu på de to svenske selskaber Storskogen og Instalco. Førstnævnte opkøber mindre virksomheder inden for handel og industri, mens Instalco er specialiseret i installationer inden for el og VVS.
Læs også: Ørsted sendes til vejrs – derfor sker det
Begge aktier er faldet markant fra deres seneste top - og netop det italesætter den erfarne investor da også:
»De har sat sig ganske betragteligt fra toppen. De har haft negativ organisk vækst, deres lønsomhed har været under pres,« siger han.
Nu ser han dog et punkt, hvor selskabernes organiske vækst har stabiliseret sig, vurderer Michael West Hybholt.
»Der skal ikke meget til, at det kan gå i en positiv retning,« siger investoren.
Han fremhæver blandt andet, at begge selskaber har skiftet ud i ledelsen, og at der er fokus på lønsomheden.
Hvad Michael West Hybholt ellers ser efter, når han investerer i år, kan du blive klogere på i tirsdagens udgave af Millionærklubben.
Lyt med via afspilleren herunder eller i din foretrukne podcast-app.
Læs også: Storbank ændrer syn på to giganter
Læs også: Storbanken JPMorgan overgår forventningerne - handelsindtægter spytter i kassen

