Henter kommentarer

Dansk IT-selskab i pludseligt dyk


Det danske IT-selskab Netcompany er fredag eftermiddag pludselig blevet kastet ud i et markant dyk. 

Efter at have handlet det meste af dagen med et fald på lidt over 1 pct., dykker aktien nu til at være nede med 7,5 pct. ved 15-tiden. 

Faldet sker efter, at det danske medie Version2 fredag har kunnet skrive, at Netcompany er blevet hacket af gruppe der kalder sig Zyndicate. En hændelse som Netcompany bekræfter overfor Version2. 

»I forhold til den hændelse I henviser til, kan vi bekræfte, at det er en af de sager vi er involveret i at håndtere,« skriver pressechef David Tarp til Version2

Læs også: Stort dansk selskab ramt af hackerangreb - aktien brager ned

Ifølge eksperter som mediet har talt med, skulle hackerne have fået adgang til passwords til Netcompanys udviklingssystemer. Netcompany skriver i et svar til Version2, at der er tale om »tyveri af ældre kildekode« som ikke har påvirket drift og services eller har medført læk af data. 

Ifølge finanstjenesten Bloomberg er der umiddelbart tale om det største fald i 16 uger, ligesom at handelsaktiviteten også er bemærkelsesværdig. Den er i dag 35 pct. højere end gennemsnittet de seneste 20 dage, fremgår det af Bloomberg. 

Netcompany er et dansk IT-selskab, der blandt andet udvikler software til offentlige myndigheder. Selskabet har blandt andet været med til at udvikle MitID.

Det seneste år er Netcompany-aktien steget med 17,1 pct. 

Læs også: Bavarians vaccinehåb får tildelt særlig status

Læs også: Elbil-aktie slagtet