Dansk kæmpe i hopla: Finanshuse opgraderer deres anbefalinger


Den danske energikæmpe Ørsted buldrer frem i torsdagens aktiehandel med en stigning på 5 pct.
Fremgangen kommer i kølvandet på friske opjusteringer fra to store finanshuse, schweiziske Oddo BHF og spanske Grupo Santander, der begge har haft selskabet under luppen.
Og analytikerne må øjensynligt have været tilfredse med det, de så.
Oddo BHF har nemlig hævet deres anbefaling til 'køb' med et kursmål på 170 kr., hvilket indikerer et kurspotentiale på 26 pct. hvis man sammenligner med kursen på 136 kr. torsdag formiddag.
Santander anbefaler nu at holde aktien fremfor at sælge. Banken vurderer, at aktien kan ramme 130 kr. inden for det kommende år, hvilket dog svarer til et fald på 3,9 pct. ud fra kursen torsdag formiddag.
Dagens kursfest cementerer en stærk start på 2026 for Ørsted, der nu er oppe med samlet 10,6 pct. i år.