Henter kommentarer

Dansk medicinalselskab rammer over forventningerne


Det danske medicinalselskab Lundbeck leverer over forventning.

Lundbeck lander i første kvartal af 2024 en omsætning på 5,29 mia. kr., hvilket er over analytikernes forventning, der lød på 5,17 mia. kr. ifølge estimater, som selskabet selv har indsamlet.

Der er en vækst i omsætning på 5 pct., når man sammenligner med omsætningen for første kvartal sidste år, der lød på 5,04 mia. kr.

Driftsindtjeningen målt på EBITDA ramte i første kvartal 1,746 mia. kr., og det er også højere end analytikernes estimat, der lød på 1,53 mia. kr.

Sammenligner man driftsindtjeningen med sidste år, så er der dog næsten ingen vækst at spore.

Den landede sidste år 1,744 mia. kr., og driftsintjeningen er dermed kun vokset med 2 mio. kr., når man sammenligner med samme periode sidste år.

Der er dog tilfredshed at spore hos den øverste chef i Lundbeck, der peger på, at selskabets lægemidler har skabt en god omsætning.

»Jeg er glad for at kunne præsentere endnu et solidt kvartal for Lundbeck med en robust drift og en omsætningsvækst på 7 pct., der er drevet af en stærk præstation af vores strategiske brands,« skriver Charl van Zyl, der er direktør i Lundbeck.

Lundbeck holder fast i forventningerne til 2024, som lyder på en omsætningsvækst på mellem 7 og 10 pct. sammenlignet med omsætningen for 2023. Derudover venter de et justeret driftsresultat målt på EBITDA, der er mellem 10 og 16 pct. bedre end i 2023.

Lundbeck er et dansk medicinalselskab, der har specialiseret sig i sygdomme i hjernen.

Læs mere: Særlig udvikling gavner dansk folkeaktie – fremgangen kan fortsætte den kommende tid

Læs mere: Børshus ser stort potentiale i dansk aktie