Chemometec-aktien falder torsdag formiddag.

Medicoaktien falder 2 pct., efter selskabet onsdag aften offentliggjorde årsregnskabet for det skæve regnskabsår 2023/2024.

En stor del af regnskabet var kendt af markedet, da Chemometec i starten af juli afslørede en række foreløbelige tal for regnskabsåret 2023/24.

De viste, at omsætningen lå på 407,4 mio. kr., hvilket var mindre end de 442,3 mio. kr. i det seneste regnskabsår 2022/23. 

Det er et fald på lige knap 8 pct., hvilket dog er på linje med de senest udmeldte forventninger til året. Det friske regnskab har derudover kunne løfte sløret for en række yderligere tal. 

Chemometec havde et driftsresultat målt på EBITDA på 186,2 mio. kr. i perioden mod 251 mio. kr. sidste år. Årets resultat faldt med 42,4 mio. kr. i forhold til året før og blev på 136,3 mio. kr.

I regnskabet løftede Chemometec også sløret for sine forventninger til regnskabsåret 2024/2025. Her venter selskabet en omsætning på 435-450 mio. kr. og et driftsresultat på 216-223 mio. kr.

Chemometec beretter også, at selskabet agter at udbetale udbytte til sine aktionærer på 4 kr. per aktie, hvilket svarer til en samlet udbyttebetaling på 69,6 mio. kr. 

Chemometec er et dansk selskab, som udvikler, producerer og markedsfører instrumenter til celletælling. Aktien havde nogle gode første år på børsen efter sin børsnotering og var i 2021 over kurs 1000 kr. Siden har selskabet dog haft det svært på børsen, blandt andet på grund af mange udskiftninger i ledelsen.

Det seneste år er Chemometec-aktien dog oppe med 11 pct.

Læs også: Nvidia trak markedet op - topchef beretter godt nyt

Læs også: DSV i markant stigning - opkøbsrygter sender aktien op