Dansk milliardær tager gevinst: Derfor er hans salg helt naturligt


Det har vakt opsigt på markedet, at erhvervsmanden Henrik Lind angiveligt har sat 4,2 procent af sine aktier i servicegiganten ISS til salg. Ifølge Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, er der dog absolut ingen grund til panik.
Tværtimod er timingen i salget fuldstændig logisk. Det er et klassisk eksempel på en investor, der høster frugterne af en vellykket turnaround. Henrik Lind trådte ind som storejer i ISS for et par år siden. Dengang var situationen en helt anden end i dag;
»Det var dengang aktien var "smask hamrende billig", og udviklingen belastet af fortidens synder,« påpeger Per Hansen.
ISS havde i en årrække jagtet vækst ansporet af massive milliardkontrakter med gigantiske kunder. Men store kunder fører som bekendt ofte til store risici.
Det så man blandt andet i 2017, hvor ISS landede en stor og prestigefyldt kontrakt med det danske Forsvarsministerium. Samarbejdet kørte dog fuldstændig af sporet, og i 2022 endte ISS med ligefrem at måtte betale penge for at blive løst fra aftalen.
Læs også: Storbank justerer sit syn på Novo Nordisk-aktien
Kort efter, i 2019, underskrev ISS sin største kontrakt nogensinde med tyske Deutsche Telekom – en aftale, der skulle løbe over ti år og alene udgjorde ti pct. af selskabets samlede omsætning. Også her opstod der efterfølgende stor uenighed om de økonomiske vilkår.
Netop konflikten med Deutsche Telekom har dog i denne uge fundet en foreløbig kulmination, da ISS har fået medhold i, at den danske servicegigant har ret til en markant større betaling fra den tyske telegigant. Det har fjernet en stor usikkerhed over aktien.
Siden Henrik Lind købte sig ind i selskabet, er ISS-aktien tæt på fordoblet i værdi. Prisfastsættelsen er med andre ord ikke længere i bund, og den positive afklaring på Deutsche Telekom-kontrakten har udløst netop den kurseffekt, som både selskabet og investorerne havde håbet på.
Ifølge Per Hansen er det derfor helt naturligt, at Henrik Lind mindsker sin position en smule nu, og det vil ikke være overraskende, hvis der følger flere aktiesalg fra hans side i den kommende tid.
Læs også: BioPorto starter året med markant omsætningsvækst og mindsket underskud
Læs også: SoftBank-aktien skyder op: Nvidias AI-succes smitter af