Henter kommentarer

Dansk opjusteringsbølge ruller: Bliver disse to de næste?


Foto: JEROME FAVRE
Vis mere

Opjusteringer fra bankerne tikker ind i øjeblikket, og flere af slagsen kan vente rundt om hjørnet.

- Nu venter investorerne på, om også Jyske Bank og Sydbank følger trop, skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar.

Tirsdag opjusterede Nykredit sine resultatforventninger med 1 mia. kr., og Vestjysk Bank hævede sin resultatprognose med mere end 10 pct.

Spar Nord og Skjern Bank har onsdag fortsat bølgen med opjusteringer forud for deres regnskaber for tredje kvartal.

I det hele taget tegner 2021 til at blive et godt år for bankerne. Det kommer kærkomment for bankaktionærerne efter en lang periode med dårlige afkast.

- 2021 bliver økonomisk godt og afkastmæssigt fornuftigt for bankaktionærerne, hvis man da ikke lige er Danske Bank-aktionær, som stadig er udfordret af hvidvasksagen og udfordringer med flexfri og "opkrævningsudfordringer", skriver Per Hansen.

Med undtagelse af Ringkjøbing Landbobank har de øvrige banker ikke været i stand til at levere gode afkast de seneste 10 år, påpeger investeringsøkonomien.

- I år har et bugnende ejendomsmarked fået bidragskronerne til at skæppe i kasseapparaterne på samme måde som stigende aktiekurser gør det.

- Samtidig har bankerne fået tæmmet udgiftsstigningerne og holder lidt igen med personaleomkostningerne, som er langt den overvejende udgiftspost med anslået 65-75 pct. af de samlede omkostninger i bankerne, skriver Per Hansen.

.\˙ MarketWire