Henter kommentarer

Dansk pensionsselskab fyrede topchef på grund af privat opsparing – nu er der fundet en ny


Velliv har fundet en ny topchef.

Den nye mand i spidsen for pensionsselskabet er Kim Kehlet Johansen, der kommer fra en stilling som koncerndirektør samt Chief Risk Officer i ATP, skriver Velliv i en pressemeddelelse.

Bag sig har han en lang karriere i finans- og pensionsverdenen.

»Vi har været gennem en grundig proces med rigtig mange kvalificerede kandidater. Vi står nu med en uhyre stærk forretningsmæssig, faglig og personlig profil. Kim har forstået at skabe forretning og resultater i sin karriere i blandt andet SEB og senest ATP. Han er fagligt fra øverste hylde som aktuar med en livslang
karriere i pensionsverdenen. Som person kan jeg sige, at han er en teamplayer, der både kan lytte og tage de nødvendige beslutninger på en måde, der skaber respekt,« udtaler bestyrelsesformand Anne Broeng i pressemeddelelsen.

Selv lyder det fra Kim Kehlet Johansen:

»Velliv er et spændende, ægte kundeejet og kommercielt drevet pensionsselskab, som jeg ser frem til at stå i spidsen for. Især sætter jeg pris på de stærke værdier i Velliv og på ejerskabet via Velliv Foreningen, hvor overskuddet kommer tilbage til samfundet og til medlemmerne. Jeg synes, det er et perfekt match – og vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden.«

Velliv har siden maj i år været på udkig efter en ny administrerende direktør, efter daværende Steen Michael Erichsen blev fyret efter at have foretaget en disposition i forhold til sin private opsparing, som ikke var forenelig med stillingen.

Velliv er en af landets største pensionsselskaber med omkring 400.000 kunder.

Den nye topchef tiltræder stillingen senest den 1. marts 2024.