»Novo Nordisk gør det helt fantastisk. Det er uomtvisteligt. Det har været et verdensklasseselskab igennem rigtig mange år.«
Sådan lyder det fra Michael West Hybholt, aktieanalytiker og investeringsrådgiver i investeringsforeningen Regulær Invest, der har fokus på nordiske aktier. Alligevel har han ikke den folkekære aktie med i porteføljen, fortæller han i dagens udgave af Millionærklubben:
»Hvis man køber ind i Novo Nordisk, så er det lidt spil på behandling af overvægt, og det har jeg valgt at spille på en anden måde. Jeg har valgt at købe Zealand Pharma,« fortæller Michael West Hybholt i podcasten.
Han fortæller at beslutningen har været ganske fornuftig, i og med at Novo Nordisk er steget omkring 20 procent i den periode investeringsforeningen har været i luften, mens Zealand Pharma er steget 50 procent i samme periode.
»Så kan man sige at Zealand Pharma er meget mere risikobetonet og derfor kan man ikke tillade sig at vægte den lige så tungt som Novo Nordisk. Men det har jeg nu engang alligevel valgt at gøre,« fortæller Michael West Hybholt.
Zealand Pharma-aktien udgør omkring 2,5 procent af Regulær Invests' portefølje og det skyldes blandt andet, at der er stor risiko i den danske biotekaktie, der har tre fedmemidler under udvikling. Et af dem er med den tyske partner Boehringer Ingelheim, som er under fase-3 forsøg. Hvis forsøget viser tilfredsstillende resultater skal det godkendes af myndighederne, inden det kan komme på markedet:
»Når det er sådan nogle forretningsmodeller ,hvor der er binære events, hvor det både kan gå op og ned, så skal man være lidt varsom med at tage dem alt for tungt ind i en portefølje, synes jeg,« lyder det fra Michael West Hybholt.
I og med at Zealand Pharma er et udviklingsselskab, tror Michael West Hybholt ikke, at det bliver Zealand Pharma selv, der kommer til at markedsføre de tre kandidater, hvis de går igennem myndighedernes godkendelsesprocesser.
»Det her er nok ikke noget Zealand Pharma skal føre hele vejen til markedet selv, det er en lille organisation. Så der skal indgås et eller andet form for partnerskab eller også skal de blive opkøbt,« siger Michael West Hybholt i podcasten og tilføjer:
»Om det bliver et partnerskab eller om de bliver opkøbt, skal jeg ikke kunne sige.«
Zealand Pharma-aktien er steget med 83,2 procent det seneste år. Aktien får desuden også plads i det danske eliteindeks C25 fra på mandag. Det kan du læse mere om her.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner