Aktien i det danske rederi Norden bliver sendt godt fra start i tirsdagens børsåbning.
Aktien stiger med knap 9 pct. til kurs 311,4 kr., da handelsdagen har været i gang i en times tid.
Kursudviklingen sker efter Norden tidligere på morgenen har opjusteret sine forventninger til nettoresultatet til 70-140 mio. dollar mod tidligere 30-100 mio. dollar i 2026. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet tirsdag morgen.
Det er spotraterne indenfor tanksegmentet der er med til at hive forventningerne op, lyder det fra administrerende direktør Jan Rindbo.
»Tankmarkedet oplevede en markant stigning imod slutningen af kvartalet, med kraftigt stigende spotrater grundet markante forstyrrelser i den globale olieforsyning grundet konflikten i Iran. I kombination med nye skibssalg leder dette til en forventning om højere indtjening for året, og vi opjusterer derfor vores forventninger for 2026 til 70-140 mio. dollar,« fortæller topchefen.
Norden-aktien var før tirsdagens handelsdag oppe med 14 pct. i 2026.
Læs også: Analytiker ser gyldne muligheder for dansk gigant
Læs også: Schweizisk medicinalselskab sendes ned på nyt regnskab

