Henter kommentarer

Dansk selskab byder på britisk firma

Det danske softwareselskab Columbus vil købe det britiske konsulentfirma Endless Gain.

Derfor har selskabet aflagt et betinget bud på firmaet, skriver Columbus i en meddelelse til fondsbørsen.

Endless Gain er et ehandelskonsulentfirma, der løser »forretningsmæssige udfordringer for e-handelsvirksomheder med fokus på at forbedre kundeoplevelsen.«

»Købet af Endless Gain markerer den første milepæl i vores nyligt annoncerede strategi, New Heights, med en ambition om at opnå vækst via opkøb. Ved at opkøbe Endless Gain styrker vi vores markedsposition inden for e-handel og styrker vores fodaftryk i den britiske detailhandel. Dette repræsenterer et væsentligt skridt i Columbus’ rejse mod at blive en end-to-end partner for detailkunder,« udtaler administrerende direktør Søren Krogh Knudsen i meddelelsen.

Investorerne kvitterer med at sende Columbus-aktien op med 1,1 pct. Aktien er siden årsskiftet steget lige over 11 pct.

Columbus har tidligere på måneden luftet at en afnotering af selskabets aktie kunne komme på tale. Formanden - og millionæren - Ib Kunøe mener nemlig, at selskabet er groft undervurderet på børsen. Det fortalte han til Børsen.