Per Aarsleff Holding A/S har tirsdag modtaget en opsigelse af en kontrakt på opførelsen af et datacenter i Odense. Kontrakten havde en værdi af 2,4 mia. kr.
Det fremgår af en meddelelse fra entreprenørselskabet.
»Aarsleff har modtaget en opsigelse af kontrakten indgået 3. august 2022 med en multinational virksomhed på Civil Works Package i forbindelse med udvidelse af et datacenter i Odense,« hedder det.
»Arbejdet med datacentret var opstartet og vil omgående blive standset som følge af opsigelsen.«
Aarsleff oplyser samtidig, at effekten af opsigelsen på koncernens forventninger vil indgå i forventningerne til regnskabsåret 2022/23, der offentliggøres den 16. december samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for 2021/22.
Den 3. august, da kontraktens indgåelse blev bekræftet ændrede Aarsleff ikke på sine forventninger til 2021/22.
Kontrakten omfattede udførelsen af alle jord- og betonarbejderne på projektet, hvilket blandt andet omfattede håndtering af store mængder af jord, sand og grus, samt etablering af kilometervis af ledningsgrave med installation af ledninger og rør. Derudover skulle Aarsleff have designet, produceret og installeret 3000 præfabrikerede betonelementer i form af kamre, fundamenter og bjælker samt støbe flere tusinde kubikmeter in-situ beton.
Læs også: Vestas opretter nyt selskab - ser stort potentiale
Læs også: Milliardforvalter har købt op i Danske Bank-aktien: 'Den har fået en ret hård behandling'
.\˙ MarketWire