Det danske støvsugerfirma Nilfisk har udnævnt ny topchef.
Efter en ansættelsesproces på seks måneder, har bestyrelsen nu besluttet, at svenske Jon Sintorn er den rette mand til at overtage posten som CEO i Nilfisk.
Det fremgår af en meddelelse.
»Jeg er meget glad for at kunne annoncere Jon Sintorn som administrerende direktør for Nilfisk. Jon har en dokumenteret track-record med at transformere virksomheder for at maksimere deres potentiale for værdiskabelse på tværs af forskellige brancher,« lyder det fra Peter Nilsson, der er formand for bestyrelsen.
Om udnævnelsen siger Jon Sintorn selv:
»Jeg er virkelig spændt på at påtage mig denne opgave. Sammen med teamet vil vi bygge videre på Nilfisks solide grundlag og bruge Business Plan 2026 som vores platform for at føre Nilfisk endnu længere frem som en sand markedsleder og fortsætte med at hæve barren for bæredygtig produktinnovation,« fremgår det af meddelelsen.
Jon Sintorn kommer fra en stilling som CEO i køkkenfirmaet Nobia. Han har tidligere været CEO i virksomheden Permobil i ni år.
René Svendsen-Tune forbliver midlertidig CEO i Nilfisk frem til at Jon Sintorn kan overtage roret. Det bliver senest 1. juli 2024, fremgår det af meddelelsen.
Nilfisk-aktien har ikke haft det godt det seneste år, hvor den er gået tilbage med 12,2 pct.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner