Dansk sportmedieselskab med friske tal - lancerer aktietilbagekøb

Det danske sportmedieselskab Better Collective, der tjener penge på at samarbejde med betting- og spiludbydere, har præsenteret deres regnskab for første kvartal af 2025 onsdag aften.
Her lander Better Collective en smule bedre end analytikerne havde ventet på omsætningen, da selskabet har omsat for 82,6 mio. euro i årets første kvartal, mod analytikernes forventning om 79,5 mio. euro.
Det er dog en tilbagegang i omsætningen på 13 pct. sammenlignet med første kvartal 2024 - og lavere end i 2023, hvor omsætningen var på 88 mio. euro.
Indtjeningen (EBITDA) i Better Collective går også tilbage i kvartalet og lander på 22 mio. euro, hvilket er 24 pct. lavere end i Q1 2024, hvor man landede et EBITDA på 29 mio. euro. Det er samtidig også lavere end de 25,2 mio. euro, som analytikerne havde ventet.
På bundlinjen lander Better Collective et resultat på 3,6 mio. euro mod analytikernes forventning om 7,6 mio. euro.
Selskabet fastholder sine forventninger til året, som lyder på en omsætning i intervallet 320-350 mio. euro og et EBITDA før særlige poster på mellem 100-120 mio. euro.
»Overordnet set var vores resultater for første kvartal i tråd med vores forventninger. Nu hvor vi er i gang med at opbygge det 'Nye Better Collective', lægger vi fundamentet for fremtidig vækst ved at fokusere på global skalerbarhed og forenkling af vores 'House of Brands'. Det markerer begyndelsen på et spændende nyt kapitel for Better Collective,« udtaler adm. direktør Jesper Søgaard.
Better Collective har været presset det seneste år, og det afspejler sig i aktiekursen som er faldet med mere end 54 pct. Det skyldes blandt andet udfordringer på det Brasilianske marked, der har oplevet øget regulering. Det har ført til, at selskabet har lanceret en spareplan og skiftet fokus fra opkøb til i højere grad at have fokus på organisk vækst.
I forbindelse med sit regnskab for første kvartal af 2025 lancerer Better Collective et aktietilbagekøb med en værdi på op til 10 mio. euro. Aktietilbagekøbet skal køre henover sommeren i perioden 22. maj til 26. august. Der kan blive købt op til 6.195.887 aktier under tilbagekøbet.
Selvom Better Collective-aktien har været presset det seneste år, så har den fået en god start på 2025. Her er aktiekursen steget med 20 pct. på den danske notering. Selskabet er noteret både i Sverige og Danmark.

