Det har langt fra været en fest at være investeret i Novo Nordisk-aktien i efterhånden mere end et år, hvor kursfaldet lyder på omkring 70 pct. fra toppen.
Men måske er der håb forude? I hvert fald ifølge Danske Bank, der netop er kommet med et nyt bud på, hvor meget aktien kan stige det næste år.
Mere nøjagtigt har Danske Bank justeret sit kursmål aktien i selskabet, der er særligt kendt for at producere og sælge diabetes- og fedmemidler.
Således lyder kursmålet nu på 500 kr. mod før 505 kr., viser dugfrisk data fra finanstjenesten Bloomberg. Selvom kursmålet er sænket en smule, er der stort potentiale i aktien.
Tager man udgangspunkt i Novo-aktiens pris fredag formiddag, der lyder på omkring 312 kr., indikerer kursmålet nemlig en stigning på over 60 pct.
Storbanken fastholder sin købsanbefaling.
Et kursmål er en banks eller analytikers forventning til en akties kurs i fremtiden.
Det er altså den kurs, som aktien ifølge dem bør bevæge sig mod inden for de kommende 12 måneder.
Danske Banks analytikere er ikke de eneste, der ser potentiale i Novo-aktien. Ud af de i alt 33 analytikere, der ifølge Bloomberg dækker aktien, har 18 en købsanbefaling. 12 anbefaler at holde aktien, mens de resterende tre anbefaler, at man skiller sig af med den.
Ser man på analytikernes gennemsnitlige kursmål, altså hvad de i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så tror de, at aktien kan bevæge sig op mod 401 kr.
Det svarer til et kurspotentiale på omkring 28 pct. fra den nuværende kurs.
Novo Nordisk har med sin nye topchef ved roret gang i en historisk fyringsrunde, hvor der skal siges farvel til i alt 9.000 medarbejdere på globalt plan.
Derudover står selskabet til en stor udskiftning i bestyrelsen. Hvordan det kan påvirke aktien i selskabet, kan du blive klogere på her.

