Hos Jyske Bank skruer man ned på renten på indlån og nye boliglån.

Det oplyser banken på sin hjemmeside onsdag.

Boligkøbslån, Boliglån, Boligkredit, Andelsboliglån og Andelsboligkredit bliver alle sat ned med 0,25 procentpoint - vel og mærke kun for nye boliglån.

»Udviklingen i markedet giver os mulighed for at tilbyde en lavere rente til fx unge kunder, der skal købe bolig for første gang – uanset om de er faldet for en ejerbolig eller en andelsbolig,« siger direktør i Jyske Bank Klaus Naur.

Også på en række indlånskonti bliver renten justeret ned.

Det gælder blandt andet renten på Opsparingskonto, Opsparing Ung, Personskadeerstatningskonto og pensionskonti. De ændres til følgende:

  • 0,75 pct. om året for indestående mellem 0 kr. og 100.000 kr.

  • 1,05 pct. om året for indestående mellem 100.000 kr. og 500.000 kr.

  • 1,50 pct. om året for indestående over 500.000 kr.

Til gengæld fastholder Jyske Bank sin indlånsrente på transaktionskonti og lønkonti.

Det er på baggrund af Nationalbanken rentesænkning den 18. oktober, at Jyske Bank nu følger trop. 

Ændringerne træder i kraft den 25. november 2024.

Også Nykredit og Danske Bank har justeret sine renter efter Nationalbankens rentesænkning, der skete som resultat af Den Europæiske Centralbanks rentesækning på 0,25 procentpoint. 

Læs mere om Nykredits nye renter her og Danske Banks renter her.