Henter kommentarer

Dansk topchef om trend: Der foregår en 'aktiv scanning' fra øst


365.

Så mange danske selskaber har investorer med base i Kina og Hongkong en andel i, ifølge Finans. For der foregår en 'aktiv scanning' blandt danske selskaber helt ned på start up-niveau, lyder det fra Lone Fønss Schrøder. Hun er adm. direktør i blockchain-virksomheden Concordium og sidder i bestyrelsen hos den svenske gren af den kinesiske bilproducent Geely.

At ingen store, danske virksomheder er blevet overtaget af kineserne endnu skyldes blandt andet ejerstrukturer hos fonde eller familier, der kontrollerer selskaberne, forklarer hun. Det er Novo Nordisk og A. P. Møller-Mærsk eksempler på.

»Danmark har generelt ikke så mange store virksomheder, som er tilgængelige, fordi mange har en ejerstruktur med værn, f.eks. A- og B-aktier. Det gør, at det ikke er nemt at få kontrol over dem. I Sverige er flere virksomheder tilgængelige, og der er langt flere aktive penge,« siger Lone Fønss Schrøder til Finans.

Her ses Lone Fønss Schrøder Vis mere

Lone Fønss Schrøder er ikke den første, der opfordrer til at være opmærksom på interessen fra øst. Lignende toner har Kina-eksperten Christina Boutrup givet udtryk for hos Euroinvestor. Hun har blandt andet skrevet bogen 'Den store tech-revolution', hvor hun fremhæver for langt fremme en række kinesiske teknologiselskaber er.

»Der er en stor blind vinkel, og det er vigtigt, at vi får øjnene op for den udvikling og de selskaber, der er i Kina. Selskaberne kan disrupte de de virksomheder, som i mange år har været globalt førende,« har Christina Boutrup tidligere udtalt til Euroinvestor.

Christina Boutrup har samtidig fremhævet Kinas 2025-plan - Made in China - hvor stormagten har udset sig 10 områder, som man vil være verdensledende indenfor.

5 af de 10 områder - nemlig robotteknologi, skibsfart, landsbrugsteknologier, grønne teknologier samt medicin og medicinsk udstyr - er danske styrkeposition. Kinas plan udfordrer med andre ord Danmark, påpeger Christina Boutrup.

»Kina kommer til at få en kinesisk 'Novo Nordisk' og en kinesisk 'Mærsk'. Det kan blive et problem, for kinesiske selskaber kan være op til 30 procent billigere, når de når samme teknologiske niveau på grund af diverse subsidier og billige lån fra kinesiske statsbanker,« har Christina Boutrup tidligere udtalt.