Topchefen i den danske materialistkæde Matas er snart fortid. For efter otte år i spidsen for selskabet, har Gregers Wedell-Wedellsborg fået et tilbud i udlandet, han ikke kunne sige nej til.

Det fremgår af en børsmeddelelse.

Den afgående topchef bliver på posten indtil en afløser er fundet.

Bestyrelsen i Matas har allerede aktiveret sin beredskabsplan og går straks i gang med at finde en ny leder.

Siden november 2017 har Gregers Wedell-Wedellsborg stået i spidsen for en omfattende digital omstilling, udvidet sortimentet og stået bag opkøbet af KICKS i 2023, der gjorde Matas til markedsleder i Norden. I 2024 lancerede han desuden strategien “Win the Nordics”.

»Det har været en ære at lede Matas fra en dansk detailkæde til at blive den førende omni-channel-aktør inden for beauty og wellbeing i Norden. Jeg har fået et enestående tilbud, som jeg og min familie har valgt at takke ja til. Timingen føles rigtig, for Matas er i fremragende form med en klar strategi og et stærkt hold,« siger han.

Bestyrelsesformand i Matas, Malou Aamund, takker Gregers Wedell-Wedellsborg for sin indsats i selskabet.

»Vi takker Gregers for hans fremragende indsats og lederskab gennem en periode med store forandringer. Matas står stærkt i dag, og vi har et erfarent team, der er klar til at føre strategien videre,« udtaler hun.

Matas-aktien er oppe med mere end 6 pct. siden årsskiftet.