Mark Abraham, topchef for det danske robotfirma Shape Robotics, er blevet tiltalt for groft bedrageri i Rumænien, skriver Finans om sagen, der endnu ikke tidligere har været fremme.
Anklagerne, som avisen har afdækket via retsdokumenter, beskylder ham for at have anvendt falske fakturaer til at sikre finansiering for den nu konkursramte virksomhed Sav Integrated Systems SRL, hvor han tidligere var direktør. Mark Abraham afviser dog alle anklager.
»Hvis I offentliggør en artikel, der tilsidesætter uskyldsformodningen, fejlagtigt fremstiller en ikke-endelig civil- og strafferetlig proces som bevis for svig, eller antyder, at jeg har forfalsket regnskaber hos Shape Robotics, vil det ikke blot være groft uetisk, men også blive betragtet som ærekrænkende og som et forsøg på at påvirke en igangværende retsproces,« skriver Mark Abraham til Finans.
Sagen handler ifølge avisen om perioden 2012-2017, hvor Mark Abraham angiveligt forfalskede fakturaer og belånte dem i den rumænske CEC Bank gennem såkaldte factoringaftaler.
Han beskyldes også for at have brugt virksomhedens penge til private udgifter. En civil retssag har allerede dømt ham erstatningsansvarlig for 81,6 mio. rumænske lei, svarende til cirka 120 mio. kr., som kreditorer angiveligt tabte. Dommen er dog anket, og appelsagen er netop indledt.
