Det danske vækstselskab Shape Robotics, der laver og sælger robotter til undervisning af børn, har torsdag præsenteret sine forventninger til 2024.
Her regner Shape Robotics med at kunne lande en omsætning på mellem 300-325 mio. kr. og et EBITDA på mellem 14-18 mio. kr.
Forventningerne til omsætningen i 2023 er 145-155 mio. kr., mens selskabet forventer at kunne lande et EBITDA på mellem 4-6 mio. kr.
Det fremgår af en meddelelse torsdag morgen.
Læs også: Sydbank opjusterer forventningerne til 2023
I samme ombæring fortæller Shape Robotics også, at selskabet vil gå til markedet i 2024 for at rejse flere penge. Det skal ske gennem en fortegningsemission i begyndelsen af 2024, hvor målet er at rejse mellem 30-35 mio. kr.
»Vi vurderer, at væksten og den strategiske retning for 2024 nødvendiggør en styrkelse af vores arbejdskapital for at opfylde både nuværende og forventede ordrer i pipelinen. Med et øje på det dynamiske polske marked, hvor hurtig ekspansion er højst sandsynlig, er det afgørende at have robust arbejdskapital til rådighed,« udtaler CEO André Fehrn.
Shape Robotics har været en del i vælten i 2023, hvor selskabet blandt andet er flyttet fra vækstbørsen First North og til det danske hovedmarked på fondsbørsen i København.
December måned har også været begivenhedsrig, da Shape Robotics startede måneden ud med at lande en for selskabet rekordstor ordre på 52 mio. kr. Tidligere på ugen kom det så frem, at Shape Robotics har købt sin polske pendant Skriware i en handel med en værdi af 38 mio. kr. Det kan du læse mere om her.
Det seneste år er Shape Robotics-aktien steget med 43,7 pct.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner

Chefanalytiker: Fast rente er billigere, end du tror