Dansk vinderaktie er steget markant - sådan anbefaler analytikerne, at man handler C25-aktien


Aktien i den danske kabelproducent NKT er stukket af den seneste tid, og siden nytår er aktien oppe med hele 30 pct. Men ifølge det norske børshus DNB Carnegie er der ikke lige så meget at komme efter i aktien længere og er dermed ude og sænke sin anbefaling til hold fra tidligere køb.
Men hvad mener de resterende analytikere egentlig om NKT-aktien? Det har Euroinvestor skabt et overblik over her.
Ifølge data fra Bloomberg har 14 analytikere dækning af aktien. Af dem har tre analytikere en købsanbefaling og mener dermed, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori.
Derudover er der otte analytikere, der har en hold-anbefaling af NKT-aktien. Altså er deres anbefaling, at man som investor holder fingeren fra handelsknappen - og hverken sælger ud eller køber op.
Til sidst er der tre analytikere, der anbefaler, at man sælger ud af NKT-aktien.
Ser man på analytikernes gennemsnitlige kursmål, altså det niveau, de i gennemsnit vurderer, at aktien vil nå inden for de næste 12 måneder, forventer de, at NKT-aktien kan falde til kurs 944,21 kr. fra det nuværende niveau på 1075 kr. Dermed forventer analytikerne, at NKT-aktien skal falde med 12,2 pct.
Blandt nogle af de mest positive over for NKT-aktien, finder man Jefferies, der har et kursmål på 1305 kr. Det indikerer en kursstigning på 21,4 pct. over det kommende år.
I den anden ende af skalaen finder man UBS, der har en sælg-anbefaling og et kursmål på 495 kr. Det indikerer et kursfald på 54 pct. de næste 12 måneder.
Ser man tilbage på de seneste 12 måneder er NKT-aktien steget med over 91 pct.