Tirsdag blev en stille dag i det danske C25-indeks.
Historierne skulle således findes blandt sidepapirerne, hvor der var en opjustering at spore hos Cadeler, og en melding fra ChemoMetec om, at man overgik egne forventninger i regnskabsåret. Det førte dog ikke til en kursstigning, men det vender vi tilbage til.
For vi bliver i C25-indekset, der faldt med 0,11 pct. tirsdag med Ørsted som dagens vinder efter en stigning på 3 pct.
I den modsatte ende af indekset var Coloplast-aktien under pres, og gik tilbage med 2,5 pct.
Vi springer derfor hurtigt videre til sidepapirerne, hvor celletællerselskabet ChemoMetec udsendte en meddelelse om, at selskabet allerede nu har fået indikationer på, at omsætningen i regnskabsåret 2024/25 er bedre end ventet.
ChemoMetec forventer således ifølge en foreløbig opgørelse en omsætning på 496 mio. kr. i regnskabsåret, mens den tidligere forventning var på 470-490 mio. kr.
Investorerne belønnede dog ikke ChemoMetec-aktien, der faldet med 3,7 pct. i tirsdagens handel.
Og så var der Cadeler, det danske vindrederi, der dog er noteret på børsen i Oslo. Her førte en opsagt aftale fra Ørsteds side til, at Cadeler kunne hæve sine forventninger markant.
Ørsted har nemlig hyret et af Cadelers skibe til vindmølleparken Hornsea 4, og fordi det projekt er sat i bero og aftalen opsiges, har Cadeler udsigt til kompensation. Det fører til at Cadeler forventer en omsætning for året på mellem 588-628 mio. euro mod tidligere 485-525 mio. euro.
Samtidig hæver rederiet sine forventninger til driftsindtjeningen (EBITDA) til 381-421 mio. euro. Her var forventningen tidligere 278-318 mio. euro.
Cadeler-aktien steg med 3,9 pct. i tirsdagens handel på børsen i Oslo.
Du kan se hvordan præcis, hvordan det gik de danske aktier i C25-indekset tirsdag, ved at klikke her.

