Henter kommentarer

Danske analytikere er uenige: Skal folkeaktien sælges eller købes?


Et stort kursfald har givet anledning til ændringer i anbefalingerne for et af Danmarks største selskaber, men bankerne er uenige om, hvad investorerne skal gøre.

Det drejer sig om Mærsk-aktien, som faldt med 14,7 pct. torsdag efter det nye årsregnskab.

Spørger man Danske Bank er dette en mulighed for investorerne til at samle op i den danske containerrederigigant. Banken har hævet anbefalingen fra »hold« til »køb«.

Læs også: 

Sydbank er gået det modsatte vej. Senioranalytiker i banken Mikkel Emil Jensen ser sorte skyer på horisonten for Mærsk, og han har derfor sænket sin anbefaling fra »hold« til »sælg«.

»2024 bliver et meget udfordrende år for Mærsk, selv med medvind fra Det Røde Hav. Overkapacitet i markedet kommer til at holde fragtraterne nede på et niveau, hvor det bliver svært for Mærsk at tjene penge. Det kommer formentlig også til at påvirke i 2025. De kommende regnskaber bliver svær læsning for investorerne,« siger Mikkel Emil Jensen.

Selvom Mærsk-aktien er kommet på analytikerens salgsliste, betyder det ikke, at rederigiganten er helt ude i kulden.

»Det kan sagtens blive en god aktie at købe senere, når markedet er mere stabilt,« siger Mikkel Emil Jensen.

Analytikeren understreger derudover, at Sydbank arbejder med en tidshorisont på 6 til 12 måneder på deres anbefalinger, og man skal derfor overveje sin egen tidshorisont, når man skal beslutte, hvad man skal gøre med sine Mærsk-aktier, da aktien godt kan vise sig at være en god case på længere sigt ifølge analytikeren.

Læs også: Sådan rammer fusionen gamle investorer i Chr. Hansen og Novozymes

Når man ser på udviklingen de næste 6 til 12 måneder, ser Mikkel Emil Jensen dog større kurspotentiale i en anden dansk fragtkæmpe.

»Indenfor denne tidshorisont ser jeg bedre kurspotentiale i DSV end i Mærsk,« siger Mikkel Emil Jensen, som har en købsanbefaling på DSV.

Fra Danske Banks side ser man dog et pænt kurspotentiale i Mærsk også indenfor de næste 12 måneder.

Banken har et 12-måneders kursmål på 12.500 kr. for Mærsk-aktien. Dermed ser Danske Bank et kurspotential på 14,5 pct. sammenlignet med torsdagens lukkekurs. Det er ikke langt fra kurspotentialet på 15 pct., som banken ser i DSV.

Euroinvestor har forsøgt at få en kommentar fra analytikeren, som dækker aktien for Danske Bank, men det er ikke lykkedes. 

Læs også: 

Ser man på data fra Bloomberg, er anbefalingerne splittede, når det kommer til Mærsk-aktien.

28 analytikere dækker Mærsk-aktien. Otte analytikere anbefaler at købe aktien, mens 12 analytikere har en holdanbefaling på aktien. De resterende 8 analytikere anbefaler at sælge.

Ser man på kurspotentialet er analytikerne dog i det negative hjørne. Det gennemsnitlige 12-måneders kurspotentiale ligger på -5,7 pct.

Læs også: 

Læs også: