Danske Bank har mandag morgen meddelt sine investorer, at man nu kan lukke sagen med de amerikanske myndigheder vedrørende bankens tidligere filial i Estland, hvorfra den såkaldte 'hvidvasksag' udsprang.
Det sker efter at den treårige prøvetid, som banken blev pålagt af det amerikanske justitsministerium, nu er afsluttet.
- Vi har nu afsluttet forløbet med DoJ, hvilket samtidig betyder, at alle formelle forløb med tilsynsmyndighederne vedrørende non-resident-porteføljen i Danske Banks tidligere filial i Estland nu er afsluttet, udtaler adm. direktør Carsten Egeriis og fortsætter:
- De historiske begivenheder og konsekvenserne deraf har grundlæggende ændret vores organisation og transformeret vores kultur, og vi er fast besluttet på at sikre, at lignende adfærd aldrig finder sted igen i Danske Bank – hverken nu eller i fremtiden.
Kursmæssigt har Danske Bank ligeledes lagt sagen bag sig. Aktien er gået fra at handle under kurs 100 til i dag at være over 300 kr.
Alene i år er Danske Bank-aktien steget 50 pct.

