Danske Bank-chef: Genskabt tillid er et langt sejt træk


Danske Bank har et godt fundament for at få genskabt tilliden til banken, da kunderne generelt set er tilfredse med bankens rådgivning og produkter, men flere alvorlige sager gør opgaven til et langt, sejt træk.

Sådan lyder det fra privatkundedirektør Thomas Mitchell, efter at Danske Bank endnu en gang er placeret som nummer 20 ud 20 i den årlige undersøgelse fra analyseinstituttet Voxmeter, der måler kunders tilfredshed med deres bank.

- Vi er meget bevidste om, at det kræver benhårdt arbejde at genrejse omverdenens tillid til banken.

- Vi har i de fleste af denne type målinger ligget fornuftigt, når kunderne isoleret skal bedømme vores rådgivere, produkter, digitale løsninger og services, og jeg er overbevist om, at vi har potentialet til at fortsætte udviklingen med at blive en endnu bedre bank for vores kunder, siger han i en skriftlig kommentar.

Bankerne kan få op til 11.000 point, og Danske Bank får i årets undersøgelse 4735 mod 4712 året før. Ifølge Voxmeter ser kunderne blandt andet negativt på Danske Bank på grund af sagen i Estland, hvor Danske Bank er mistænkt for at være brugt til hvidvask for milliarder, hvilket i 2018 kostede både topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen jobbet.

Derudover er banken sidste år blevet belastet af endnu en sag om investeringsproduktet Flexinvest Fri. Her solgte banken et produkt til tusindvis af kunder, selv om man forventede, at kunderne ville tabe penge på det. Det kostede i juni direktør Jesper Nielsen jobbet, og i november til en sigtelse hos Bagmandspolitiet for overtrædelse af reglerne om investorbeskyttelse.

Sagerne skygger ifølge Voxmeter for, at kunderne generelt set er tilfredse med den rådgivning, produkter og services - herunder netbanken.

- Der er ingen tvivl om, at de sager, vi har haft, har været alvorlige, og det bliver vi straffet for i imagemålinger, siger Thomas Mitchell.

- Vi har skiftet ud i ledelsen, og vi har og vil fortsat gennemføre massive investeringer for at hindre, at vi bliver misbrugt til økonomisk kriminalitet. Det bliver et langt sejt træk, men vi skal vise i handling, at de ting, der er sket, ikke harmonerer med den måde, vi ønsker at drive bank på, siger han.

Danske Bank har i årets første ni måneder af 2019 mistet 18.900 NemKonto-kunder, der er kunder, som har banken som den primære bank.

Danske Banks store konkurrent Nordea får også en bundplacering i undersøgelsen, som nummer 19 ud 20. I toppen ender Arbejdernes Landsbank og Ringkjøbing Landbobank.

/ritzau/FINANS