Henter kommentarer

| Opdateret

Danske Bank: Danskerne levede massivt over evne - billedet er anderledes nu


Danskerne er anderledes ramt end under finanskrisen i 2008

Det påpeger Danske Banks chefanalytiker og privatøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen, i en kommentar.

Selv om priserne stiger, så formår danskerne at spare op, bemærker hun med henvisning til tal fra Danmarks Statistik.

Mens danskernes opsparing kun udgjorde 1,5 procent af deres indkomst i 2021, er tallet steget markant til 4,7 procent af indkomsten i 2022.

Læs også: C25-topchef så aktien falde og købte straks op - ejer næsten 190.000 aktier nu

»Selvom mange familier har været overordentligt presset på økonomien, og en del har været nødt til at tære på deres opsparing for at få det hele til at hænge sammen, så har vi altså samlet set valgt at skære i forbruget frem for at skære i den økonomiske buffer,« forklarer hun og tilføjer:

»Det understreger også et typisk fænomen, når usikkerheden i økonomien stiger, som den gjorde i 2022 – at man øger sin opsparing for at polstre sig mod endnu værre tider, eksempelvis arbejdsløshed under en krise.«

Danskernes store gennemsnitlige opsparinger betyder, at vi også er langt bedre rustet til en økonomisk afmatning, end vi eksempelvis var, da finanskrisen ramte os i 2008, understreger hun.

Læs også: C25-topchef: 'Man ved ikke, om den mulighed nogensinde kommer igen'

Dengang gik danskerne ind i krisen med et forbrug, der slet ikke stod mål med lønnen, forklarer hun:

»Det skyldes at danskerne i årene op til krisen havde levet massivt over evne, og brugt flere penge end de tjente. Det betød, at da krisen ramte, så havde man snarere en gæld der skulle nedbringes end en opsparing at tære på, hvilket var en væsentlig faktor bag, at krisen blev så langtstrakt.«

Den øgede opsparing betyder nu, at danskerne har en større økonomisk buffer at trække på i tilfælde af en fremtidig økonomisk afmatning.

Det er ifølge Danske Bank godt nyt for dansk økonomi som helhed, da høje opsparinger betyder, at danskerne har flere midler til at investere eller forbruge i fremtiden.

Læs også: Goldman Sachs tror dansk folkeaktie kan falde markant

Læs også: Aktierne bragede op – Nu advarer Nordnet aktionærerne