Investorer sælger ud af amerikanske aktier onsdag aften - især teknologiaktierne som chipmastodonten Nvidia, Alphabet (moderselskabet bag Google), Amazon, Meta Platforms (tidligere kendt som Facebook) og elbilproducenten Tesla.
Det er der en særlig grund til, vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen.
»Investorerne reagerer på nye bekymringer om handelsopgøret mellem USA og Kina. Donald Trumps mulige toldhammer øger usikkerhed op til den 2. april, hvor USA's præsident ventes at komme med nye meldinger om told,« forklarer han.
Kina vil ifølge Financial Times indføre et såkaldt energieffektivitetskrav, som i praksis kan blokere for brugen af Nvidias særligt tilpassede chips.
Mange tolker det som et strategisk træk for at komme Trumps næste toldudspil i forkøbet. Uanset hvad, så reagerer markedet prompte, vurderer strategen:
»Nvidia sender rystelser gennem hele halvledersektoren og trækker Nasdaq ned.«
Investorer reagerer ved at sælge ud af tech-aktierne, der ellers har oplevet flere dage med stigninger. Det presser især det teknologi-tunge Nasdaq. Nu vælger investorer i stedet at tage risikoen af bordet og vente på klarhed fra Washington.
Du skal ifølge ham forberede dig på, at de markante kursudsving vil fortsætte frem mod 2. april.

