Der er færre mørke skyer på børshimlen.
Investorer kan derfor med fordel overveje at købe aktier til porteføljen, vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen. Det sker ud fra overbevisningen om, at man altid skal være investeret, fordi det er svært at købe aktierne på det helt rigtige tidspunkt.
»Hvis du ikke allerede er inde i markedet, så bør du overveje at købe lidt nu,« lyder vurderingen fra Lars Skovgaard Andersen. Måske allerede fra efter torsdag, tilføjer han. Her kommer der nye bolig- og forbrugerdata fra USA.
»Hvis tallene er svage, behøver den amerikanske centralbank ikke at stramme økonomien så kraftigt. Derfor kan dårlige tal kan være godt for dine aktier,« udtaler han.
Han understreger dog, at det er for tidligt at sige noget om,hvorvidt aktierne har nået en bund, dvs. om der er en vending i det nedadgående aktiemarked.
Investorer, der bare gerne vil dybe en tå i aktie-vandene kan for eksempel overveje at købe sig ind i det globale verdensmarkedet via en global aktiefond. Mere risikovillige investorer kan overveje vækstaktier – det kunne være selskaber inden for computerchip-industrien, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Det er med afsæt i, at vi måske er på vej til at se, at renterne ikke fortsætter op, fordi inflationen har toppet.
Den amerikanske centralbank har i månedsvis forsøgt at nedkøle amerikansk økonomi, hvor jobmarkedet er glohedt, ved at hæve renterne. Renten påvirker aktiekurserne, fordi professionelle investorer og analytikere bruger renten til at vurdere, hvor meget en aktie er værd.
Investorer har været bekymret for inflationstal, kollapset på kryptomarkedet og det kinesiske boligmarked. De sidste to elementer har ifølge ham været omtalt som mulige Lehman-øjeblikke. Det dækker over en begivenhed, der kan sætte gang i en kædereaktion af kursfald, som da den amerikanske storbank Lehman Brothers krakkede i 2008 under finanskrisen.
Selvom udviklingen på kryptomarkedet og det kinesiske boligmarked kan vække bekymring, er det ifølge Danske Bank-strategen værd at hæfte sig ved, at det ikke har ført til kursfald i aktiemarkedet. Nye inflationstal fra USA var desuden ikke nær så høje som frygtet, og derfor er der ikke så mange mørke skyer på børshimlen, vurderer Lars Skovgaard Andersen.
Han understreger dog, at det stadig gælder om at have en diversificeret portefølje.
I et aktiemarked, hvor aktierne nærmest bevæger sig lige så uforudsigeligt som i et spil beer pong, gælder det om have spredt sine investeringer, så du er eksponeret mod kursfald i forskellige dele af verden samt forskellige brancher og valutaer.

