Henter kommentarer

Danske Bank: Det er dyster læsning

Danske Bank deler ikke på samme måde danskernes bekymring, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen.
Danske Bank deler ikke på samme måde danskernes bekymring, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen. Foto: Danske Bank
Vis mere

Danskerne ser meget dystert på dansk økonomi

Uro og usikkerheden har grebet danskerne, vurderer Danske Banks chefanalytiker, Louise Aggerstrøm Hansen om de nye tal for forbrugertilliden i december. Tallene er dyster læsning, påpeger hun .

»Vi skal helt tilbage til vinteren 2022/23 før danskerne sidst var så pessimistiske omkring dansk økonomis fremtid. Også synet på egen økonomi blev forværret, om end ikke helt så meget. Nu forventer danskerne blandt andet i gennemsnit, at deres egen økonomi vil have det værre om et år end i dag. Dagens tal er det laveste niveau af forbrugertillid hele året, og meget svære at finde lyspunkter i,« forklarer hun.

Chefanalytikeren hæfter sig ved, at mange oplever, at de ikke har genopbygget hverken købekraft eller opsparing ovenpå de seneste års pres fra inflationen. 

»Det vidner om, at vi endnu ikke helt har lagt krisestemningen bag os, hvilket også er med til at forklare, hvorfor danskerne fortsat er tilbageholdende med at bruge penge,« påpeger Louise Aggerstrøm Hansen.

De nye tal for forbrugertilliden viser en tilbagegang til -13,1 fra -9,3 i november. Forbrugertilliden begyndte året med at ligge på -8,4, og det slutter altså værre, bemærker Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

»Det er da også blevet mærkbart dyrere at være dansker de seneste tre år,« påpeger han.

Det sker med afsæt i, at forbrugerpriserne er cirka 11 pct. højere i dag end for tre år siden, mens fødevarepriserne er næsten 25 pct. højere.

For ham at se skyldes danskernes pessimistiske syn på økonomien »det voldsomme slag fra inflation og renter«, der med hans ord ikke helt har sluppet taget hos danskerne.