Danske Bank: Du skal have penge klar - der kan være mange at tjene
»Du skal have penge klar til at købe for – for du kan ende med at tjene mange penge, hvis du får købt op i det rigtige.«
Så klart lyder rådet fra Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen forud for en uge, han beskriver som en af de mest spændende i hele året.
»Jeg glæder mig som var det juleaften,« siger han og peger på en kalender pakket med begivenheder, der kan få markederne til at rykke sig markant.
Ugen byder på rentemøder i både USA, Europa og Japan, regnskaber fra flere af syv Magnificent Seven-selskaber - Microsoft, Amazon, Meta Platforms, Alphabet og Apple - samt det forventede møde mellem Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping ved det asiatiske topmøde i APAC.
Derudover får vi også en stribe danske regnskaber, herunder Jyske Bank, Carlsberg, Netcompany og Danske Bank.
»Det er utopi at tro, at alle gaverne er lige gode – sådan er det også med markedsbegivenheder. Men som investor skal du have en plan for, hvordan du vil reagere på dem.«
Efter et par svære dage for især mindre og dyrt prissatte selskaber anbefaler Lars Skovgaard Andersen, at investorer gennemgår deres porteføljer og sikrer en god balance.
»De mindre selskaber uden indtjening fik en ordentlig tur i slutningen af sidste uge. Det viser, hvor hurtigt det kan gå. Så få blandet kortene lidt bedre,« lyder hans råd.
Du bør ifølge ham har penge klar, så du kan være parat til at udnytte kursfald, og nyt fra selskaberne.
»Lav en indkøbsseddel nu over aktier, du er interesseret i. Og sørg for, at du ikke kun satser på én sektor. Hvis du mangler eksponering mod energi, forsyning eller atomkraft, så kan det være områder, der bliver interessante – især hvis nogle af Magnificent Seven-selskaberne skuffer.«
Samtidig peger Lars Skovgaard Andersen på, at forsvarssektoren kan blive en købslejlighed, hvis den falder tilbage.
»Hold øje med ’det nye forsvar’ – virksomheder inden for droner, kabelforsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Det er der, væksten ser mest lovende ud,« siger han.
Han vurderer, at det kan blive den sidste uge inden jul, hvor investorer får en god chance for at udnytte kursdyk, og derfor gælder det om at være klar.

Stor guide: 57 geniale gaver




























