Danskerne er sårbare over for udsving på det danske aktiemarked.

Sådan lyder advarslen fra Danske Bank-strategen Natalia Setlak efter Novo Nordisk-aktiens enorme kursfald. Novo Nordisk-kursfaldet er en påmindelse om især én ting. 

»Vi har i dag fået et meget klart bevis på at det ikke er godt at lægge alle dine æg i én kurv og investere i ét bestemt selskab eller ét bestemt aktiemarked, forklarer Natalia Setlak.

Det sker med afsæt i, at investorer har dumpet aktien i den danske medicinalmastodont, efter selskabet har fremlagt skuffende data for dets mulige fedme-guldæg. Det kan du læse om her.

Investorer har reageret ved at sende Novo-aktien ud i det største kursfald på én dag. Du kan se aktiekursen ved at klikke på 'Novo Nordisk'. 

Novo Nordisks kursfald har flået mange andre danske aktier med i faldet, og det rammer danskerne hårdt, fordi danskerne har ekstra mange danske aktier i porteføljen, forklarer Natalia Setlak med henvisning til, at danske aktier i gennemsnit fylder mere end 60 pct. af porteføljen hos Danske Banks kunder.

»Dermed bliver danskerne følsomme over for udsving på det danske aktiemarked,« forklarer hun.

Hun mener, at du bør investere på en helt anden måde:

»Den bedste måde at investere på er at investere bredt og sørge for at man er eksponeret mod en bred vifte af selskaber, sektorer og regioner i sin aktieportefølje.«

Danske aktier udgør ifølge hende mindre end 1 pct. af det globale aktiemarked. Derfor påtager du dig en unødig risiko, hvis du primært investerer i danske aktier, lyder det fra Danske Bank-strategen.