Henter kommentarer

Danske Bank om chip-aktierne: Her gemmer sig et investeringspotentiale


Der kan være penge at score ved at investere i computerchip-selskaberne.

Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen, ifølge Børsen. Inden for computerchip-industrien - også kaldet semiconductorindustrien - finder vi bredt set navne som Applied Materials, ASML, Nvidia,og Taiwan Semiconductors. Selskaberne har specialiseret sig inden for computerchips, der er opbygget af halvledende (på engelsk semiconducting) materialer. Halvlederne, som de også nogle gange bliver kaldt, indgår for eksempel i din computer, telefon, fjernsyn og vores biler.

Der er imidlertid to måder, man kan investere i computerchip-sektoren på, forklarer Lars Skovgaard Andersen: Enten kan du investere i de selskaber, der har pricing power, eller også kan du investere i de selskaber, der leverer ind til de andre spillere i semiconductor-industrien. Pricing power dækker over evnen til at fastholde priser på et produkt, hvis priserne bredt set falder, eller evnen til at hæve prisen på et produkt, hvis priserne i samfundet stiger.

»Det er en god idé at investere i it-sektoren gennem underleverandørerne til semiconductorproducenterne. Det handler om at søge ind i den værdikæde, der ligger bagefter,« siger Lars Skovgaard Andersen til Børsen.

Han uddyber over for Euroinvestor, at det imidlertid kan være svært at spotte, hvilke selskaber der viser sig at  have pricing power, men at det er lettere at finde de selskaber, der leverer ind til branchen generelt.

»Vi køber dem, der leverer ind til chipindustrien. Det kan godt være, at du ikke får aktieraketten, men du får mindre risiko,« forklarer investeringsstrategen til Euroinvestor. Han sammenligner det med guldfeberen i gamle dage, hvor håbefulde guldgravere forsøgte at finde guld.

Det kan ifølge ham være svært at spotte lige netop den guldgraver, der finder guldet. Derfor er det bedre at sætte pengene på dem, der i stedet sælge skovlene og sierne til guldgraverne.

Danske Banks investeringsstrateg ser også en værdi i at samle op i de selskaber, som andre har solgt ud af på det seneste. Det sker med henvisning til de store fald i teknologisektoren.

»Du skal udnytte, at nogle sælger noget fra bevidstløst og som ikke kigger på værdien i det. Du skal gøre som Buffett og være modig, når andre er bange. Dem, der sælger ud, er dem der sælger ud af teknologi-ETF'erne, fordi de er bekymret for den overordnede tendens inden for teknologiaktierne,« udtaler han og tilføjer

»Tank op i det, når andre sælger fra. Du skal bygge nogle positioner, som du får glæde af om et halv til et helt år,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Læs også: Chipmangel sætter bilproduktion ned i gear

Læs også: Morten Springborg om Intel, Samsung og TSMC: En af de største fejl i moderne virksomhedshistorie?