Henter kommentarer

Danske Bank om vigtigt møde: Trump kan sætte Fed i et dilemma

Det var Donald Trump, der i 2017 nominerede Jerome Powell til stillingen i spidsen for den amerikanske centralbank, som Powell tiltrådte i 2018.
Det var Donald Trump, der i 2017 nominerede Jerome Powell til stillingen i spidsen for den amerikanske centralbank, som Powell tiltrådte i 2018. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Af flere årsager kommer investorerne til at følge med i spænding, når rentemødet i den amerikanske centralbank (Fed) onsdag kulminerer med offentliggørelsen af, hvor den vigtige styringsrente skal placeres.

Det påpeger Sofie Manja Eger Huus, som er seniorstrateg i Danske Bank. Der er nemlig nok at følge med i, når Fed onsdag aften dansk tid offentliggør, om der kommer endnu en rentenedsættelse, eller om styringsrenten skal blive, hvor den er.

Seniorstrategen er dog ikke i tvivl om udfaldet.

»De seneste inflationsdata viste positive takter, men prispresset er stadig for højt til, at Fed kan sænke rente. Arbejdsmarkedet virker fortsat robust og derfor vil den amerikanske centralbank indtage en afventende position. Fed har brug for mere data og mere klarhed over konsekvenserne af Trumps handelskrig før de ændrer renten,« skriver Sofie Manja Eger Huus i en kommentar.

Sofie Manja Eger Huus er seniorstrateg i Danske Bank. Vis mere

Ser man på markedets forventninger, er der heller ikke den store tvivl. Ifølge CME Group indprises der 99 pct. sandsynlighed for, at USAs styringsrente forbliver i spændet 4,25-4,5 pct.

Aftenen byder dog på flere begivenheder, som måske ikke er blevet mindre spændende efter den seneste tids udvikling.

På længere sigt er det nemlig ikke lige så sikkert, hvor renten skal ligge. Det skyldes især den amerikanske præsident Donald Trumps handlingerne, som har gjort situationen mere kompliceret, påpeger strategen.

»Trumps handelskrig kan sætte den amerikanske centralbank i et dilemma, da den på den ene side risikerer at øge inflationen, hvilket taler for højere renter, mens man samtidig risikerer lavere vækst og dermed højere arbejdsløshed, som trækker i retning af lavere renter.«

På kort sigt ser det dog ud til at stå klart, hvad der skal ske med styringsrenten onsdag aften – nemlig ingenting.

Men det er ikke kun aftenens rentebeslutning, som skal holde investorerne på kanten af stolen, fortæller Sofie Manja Eger Huus.

»Selv uden en rentenedsættelse vil mødet tiltrække investorernes opmærksomhed, da den amerikanske centralbank kommer med en opdateret renteprognose. Den opdaterede renteprognose kan indikere en lidt hurtigere tilbagevenden til en neutral rente med flere rentenedsættelser i år, hvilket markedet vil tage imod med kyshånd.«

I renteprognosen kan investorerne blive klogere på, hvor centralbanken forventer, at renten skal hen på længere sigt.

Udover en renteprognose kan investorerne også se frem til et pressemøde med formanden for Fed, Jerome Powell. 

En begivenhed, hvor investorerne spidser ørerne og analyserer enhver sætning fra formanden, der måske kan antyde, hvordan stemningen er bag de lukkede døre i Federal Reserve. 

En halv times tid efter rentebeslutningens offentliggørelse skal Jerome Powell holde en tale, hvorefter journalisterne sidder klar til at sende en byge af spørgsmål mod Fed-formanden. Vis mere

Strategen fra Danske Bank fortæller da også, at det efterfølgende pressemøde kan blive et udfordrende et af slagsen denne gang.

»Der er ingen tvivl om, at den amerikanske centralbank navigerer i usikre farvande. Powell gav for nogle uger siden udtryk for, at økonomien er robust, men siden da er markedet blevet betydeligt mere bekymret for handelskrigen, hvilket har medført aktiekursfald og en stigning i frygtindikatoren VIX, som i sidste uge nåede det højeste niveau siden august,« skriver Sofie Manja Eger Huus og fortsætter:

»Den amerikanske centralbank styrer ikke pengepolitikken efter aktiemarkedet, men de kan heller ikke ignorere udviklingen – det er en hårfin balance.«

Det er klokken 19:00 dansk tid, at Fed offentliggør rentebeslutningen og renteprognosen. Klokken 19:30 forventes Jerome Powell, at stille sig op til talerstolen foran pressen.