Danske Bank skruer op for forventningerne for 2021, fremgår det af en medddelese til fondsbørsen.
Nu venter banken et resultat efter skat på mere end 12 mia. kr. Det er en tand mere end den tidligere forventning, der blev annonceret i forbindelse med årsrapporten for 2020, og som lød på mellem 9 og 11 mia. kr. for 2021.
»Vi opjusterer vores forventninger til resultatet efter skat for helåret baseret på lavere nedskrivninger på udlån end forventet – som følge af et hurtigere end forventet makroøkonomisk opsving – samt højere kundeaktivitet,« udtaler adm. direktør i banken, Carsten Egeriis i meddelelsen.
Han tilføjer:
»Desuden forventer vi en indtægt ved salget af forretningsaktiviteterne i Luxembourg, hvilket dog vil modsvares af en række hensættelser til ekstraordinære forhold vedrørende skat i andet halvår. Vi har fortsat tiltro til, at vores underliggende omkostningsudvikling vil fortsætte i den rigtige retning, og vi forventer fortsat, at der vil ske en yderligere forbedring af forretningsforholdene senere på året.«
Danske Banks resultat for årets andet kvartal vil udgøre cirka 2,8 mia. kr. efter skat, mens indtægter i alt vil udgøre cirka 10,5 mia. kr. Derudover vil omkostninger udgøre ca. 6,5 mia. kr. Det er inklusiv en hensættelse på 350 mio. kr. til den svenske momssag som følge af en afgørelse fra EU-domstolen. Nedskrivningerne for andet kvartal 2021 vil udgøre omkring 0,2 mia. kr.
Banken ventes at offentliggøre delårsrapport for første halvdel af 2021 fredag d. 23 juli.
Læs også: Saxo Bank: Europæiske aktier kan stå overfor stærkt comeback
Læs også: Den ultimative guide: Her er sommerferiens skjulte gebyrer






















