Hos Danske Bank bliver det nu billigere for førstegangskøbere at finansiere boligkøb. 

Storbanken vil fremover tilbyde boligkøbere mellem 18 og 38 år bankens laveste rente i rentespændet på boliglån, når der optages et lån.

Derudover sænker Danske Banks realkreditinstitut, Realkredit Danmark, bidragssatsen på nye fastforrentede realkreditlån.

Det gælder både dem med og uden afdrag - og uanset alderen på låntageren.

Det udløser ifølge banken en besparelse før skat på 2.500 kr, når man finansierer et gennemsnitligt dansk parcelhus til 2,8 mio. kr. på et lån med fast rente og afdrag.

Her er der taget udgangspunkt i en belåning i boligen på 80 pct., hvor bidragssatsen falder til 0,57 pct. fra 0,68 pct.

Er boligen dyrere, bliver besparelsen større. For en gennemsnitlig ejerlejlighed i København på 80 kvadratmeter til omkring 5,6 mio. kr., vil man som boligejer spare omkring 4.900 kr. ved 80 pct. belåning.

De nye priser gør Realkredit Danmark til den billigste på markedet på lån med fast rente uden afdrag, fremgår det af meddelelsen.

Prisændringerne er en del af bankens strategi med navnet Forward'28, som har fokus på at gøre banken mere relevant for sine kunder. 

I den forbindelse har banken således indført et koncept med fokus på førstegangskøbere, Danske BoligStart.