Du skal forberede dig på større kursudsving de næste dage.
Sådan lyder advarslen fra Danske Banks strateg, Natalia Setlak. Den vigtigste regnskabsuge står nemlig for døren. Natalia Setlak har et klart budskab til investorer, der elsker at købe enkeltaktier.
»Den vigtigste regnskabsuge i den amerikanske regnskabssæson står lige foran døren og regnskaber bliver en ekstra vigtig driver for aktiemarkedet i den kommende uge,« forklarer Natalia Setlak.
Denne uge er der 168 ud af de 500 selskaber, der tilsammen udgør 28 pct. af S&P 500 markedsværdi, der skal aflægge deres regnskaber og iblandt dem findes der Alphabet, Amazon, Meta Platforms, Apple og Microsoft.
Læs også: Chefstrateg til investorer før skæbnevalg: Hold dig klar til at sadle om
Det er dem, der kan ende med at sende rystelser igennem markedet.
Alphabet, Amazon, Meta Platforms, Apple og Microsoft, der er kendt som 'hyperscalers', investerer kraftigt for tiden bl.a. i kunstig intelligens. Derfor kan deres regnskaber også smitte af på resten af aktiemarkedet, forklarer Natalia Setlak.
Det kan især ramme selskaber inden for den del af aktiemarkedet, hvor vi finder semiconductors, datacentre og infrastruktur der muliggør øget energiforbrug mv.
Læs også: Forhandlingsekspert: Dem, der ikke gør det, bliver dårligere stillet i alle sammenhænge
Hvis du er på udkig efter enkeltaktier, skal du forberede dig på at trykke på handelsknappen, vurderer hun. Det skyldes med hendes ord, at større udsving på aktiemarkedet på enkelt aktieniveau bliver en stor del af gamet i næste uge.
»Den travleste uge i regnskabssæsonen har historisk set vist sig at være et paradis for stock pickers, da forskellen mellem hvordan de bedste og værste aktier klarer sig plejer at være højest på de mest travle dage i regnskabssæsonen,« lyder det i en kommentar.
Danske Bank forventer, at selskaberne over en bred kam vil kunne overgå analytikernes forventninger.
»De selskaber, der skuffer, vil fortsat blive straffet hårdt,« advarer Natalia Setlak.
Danske Bank forventer, at regnskaberne vil understøtte den igangværende aktieoptur.

