Henter kommentarer

Danske Bank-strateg: Derfor kan aktiefesten fortsætte


Snart skydes regnskabssæsonen i gang, og kigger man på det amerikanske marked sker det efter de stærkeste fem aktiemåneder i historien.

Forventningerne er lave, og derfor mener seniorstrateg i Danske Bank, Natalia Setlak, at der er gode muligheder for, at aktiefesten vil vare ved.

»Forventninger til denne regnskabssæson er forholdsvis lave, og det er klart vores forventning, at selskaberne vil være i stand til at slå dem, hvilket giver gode muligheder for at aktierallyet kan fortsætte,« siger hun til Euroinvestor.

Læs også: Hvis strateg fik penge tilbage i skat, ville han købe disse to aktier

Allerede i dag fredag offentliggør en række amerikanske storbanker regnskab for første kvartal, og dermed bliver finanssektoren den første til at komme i fokus.

»Selvom indtjeningsvæksten i finanssektoren i sin helhed holder sig ret stabilt, så forventes der, at banker kommer til at opleve indtjeningsvækstsnedgang på mere end 15 pct. sammenlignet med det foregående år,« fortæller Natalia Setlak.

Der lander blandt andet regnskaber fra JPMorgan, Wells Fargo og Citigroup fredag.

Det er dog ikke finanssektoren, der bliver den mest afgørende for, hvordan aktierne kommer til at opføre sig. Det er i stedet techsektoren, lyder det fra seniorstrategen.

Forventningerne til væksten i selskaberne i S&P 500-indekset er negative, hvis man sortere techsektoren fra. Men indgår techsektoren, lyder forventningerne til indtjeningsvæksten på 5 pct. i forhold til samme tid sidste år.

Derudover forventer Natalia Setlak, at de gode regnskaber fra techselskaber vil være i stand til at opveje for de dårlige.

»Men regnskabssæsonen vil efter vores mening blive en blandet pose bolsjer for techsektoren. Derfor ser vi stockpicking som den bedste tilgang indenfor sektoren for tiden og foretrækker især selskaber relateret til kunstig intelligens,« siger hun.

Kigger man udelukkende på forventningerne til de såkaldt Magnificent Seven, et udtryk der dækker over aktierne i de syv techgiganter Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, Nvidia og Tesla, er de tårnhøje, når det gælder regnskaberne i årets første kvartal.

Ifølge Natalia Setlak forventes det, at indtjeningsvæksten på resten af S&P 500-selskaberne, altså uden Magnificent Seven, vil blive positive efter regnskaberne for andet kvartal er landet. 

»Mere ligelig fordelt indtjeningsvækst vil efter vores mening også kunne afspejle sig i en mere bred fremgang på aktiemarkedet, hvor resten af aktiemarkedet ikke står i skyggen af de magiske syv selskaber her i 2024,« siger hun.

Siden årsskiftet er S&P 500-indekset gået frem med næsten 10 pct.

Læs også: 

Læs også: