Henter kommentarer

Danske Bank-strateg: Det er et område, investorer ikke må overse


Hvis du tror, at kunstig intelligens kun handler om computerchips og datacentre, tager du fejl. For uden massiv energikapacitet er selv de hurtigste processorer værdiløse. 

Det påpeger Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen i en kommentar, hvor han fremhæver atomkraft som en central del af investeringstemaet 'kunstig intelligens' – og et område, som investorer ikke må overse.

»A-kraft er helt afgørende for at kunne bruge AI mest optimalt. Uden energi ingen fordel. Og det kan godt være at der er en kamp om at have den bedste chip, men hvis ikke du har energi nok er det sådan se lige meget hvor mange du har,« forklarer han.

Investorer ser allerede et potentiale i den del af markedet, påpeger han med henvisning til fredagens store kursstigninger i atomkraftaktier som NuScale og Oklo, der steg henholdsvis 22 pct. og 25 pct.

Kursfesten blev sparket i gang af to faktorer: 

En analyse fra Bank of America, der netop kobler AI og atomkraft sammen, og en ny aftale mellem USA og Storbritannien, der skal harmonisere lovgivningen og bane vejen for opførelsen af 12 nye værker i England.

Du bør dog holde hovedet koldt, påpeger Lars Skovgaard Andersen: 

»Aktier, der endnu ikke tjener penge, bør ikke stige 20 pct. på en dag,« påpeger han.

Mere modne selskaber som Cameco og NexGen Energy, der steg 4-5 pct., rummer ifølge ham en mere solid forretningsmodel.

Vil du være med på energitrenden uden at satse alt på enkeltaktier, peger han på fonde eller ETF’er, der kombinerer sol, vind og atomkraft.