»Det er en supergod investeringsmulighed, der opstår her. Det er vigtigt, at du er med.«
Sådan lyder det fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, der fremhæver en særlig del af aktiemarkedet. Han har også et klart bud på, hvordan du måske kan forgylde formuen ved at investere her.
Han taler om det såkaldte Golden Dome-projekt, der dækker over et avanceret skjold mod missilangreb på USA og amerikanske satellitter.
Flere end 1.000 virksomheder – fra etablerede forsvarsgiganter til innovative teknologifirmaer – kan blive en del af projektet, der er inspireret af Israels Iron Dome, men i en langt større skala.
»Der kan være rigtig mange penge at tjene her. Der er generelt store muligheder blandt forsvarsaktierne, men også på grund af Golden Dome-projektet. Du skal ikke kun tænke i europæiske forsvarsaktier, men også amerikanske,« udtaler strategen.
I den sammenhæng peger han også på, at der er en grund til, at USA's præsident Donald Trump har fokus på Grønland. Landet ses som en del af det strategiske billede, fordi Grønlands beliggenhed gør det muligt at opdage trusler mod USA tidligt.
Golden Dome har været på tegnebrættet i flere år, men projektet har længe været hæmmet af, at det så ud til at blive for dyrt. Det har ændret sig nu. Omkostningerne anslås til at blive omkring 175 mia. dollar, hvilket tilsyneladende har sat gang i konkrete forberedelser, forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Forsvarsgiganter som Lockheed Martin, RTX og L3Harris nævnes som mulige leverandører i en analyse om projektet fra finanstjensten Bloomberg, bemærker han i den forbindelse.
Her nævnes også teknologinavne inden for rumfart, satellitter og kunstig intelligens som SpaceX og Anduril samt det børsnoterede software-selskab Palantir. Mindre selskaber begynder allerede at mærke effekten.
Inden for satellit- og opsendelsesteknologi har eksempelvis AST SpaceMobile allerede fået de første kontrakter med det amerikanske forsvar, hvilket alene sendte aktien ud i en eksplosiv stigning på 14 pct. forleden, påpeger Lars Skovgaard Andersen.
»Pas på, at du ikke går glip af den her gyldne mulighed. Du kan sagtens finde vinderaktier indenfor området,« siger han og uddyber:
»Personligt vil jeg investere via en forsvars-ETF, fordi krig og trusler hele tiden ændrer karakter. Det er min måde at få del i Golden Dome-vinderaktierne på. Hvis du derimod vil håndplukke enkeltaktier, stiller det meget store krav til dig som investor.«
Ifølge Lars Skovgaard Andersen er forsvarsinvesteringer ikke en kortvarig trend, men en udvikling, der forventes at fortsætte langt ud i fremtiden.
»Truslerne ændrer sig i takt med de teknologiske fremskridt, og det skaber nye behov for beskyttelse – både militært og i rummet. Derfor bør du som investor tænke bredere end enkelte aktier,« siger han og tilføjer:
»Selvom vi måske gerne så, at Europas forsvar udelukkende blev leveret af europæiske selskaber, er vi endnu ikke i stand til at stå på egne ben.«
Derfor anbefaler han en bred, vestligt eksponeret forsvars-ETF eller -fond, som giver adgang til både de store, etablerede forsvarsselskaber og de nye teknologivirksomheder, der kan blive blandt vinderne i Golden Dome-projektet.

