Danske Bank-strateg ser robust indtjening: Det understøtter vores aktie-anbefaling


Efter en uge præget af massiv markedsfrygt og faldende tech-aktier er det nu tid til at lade de rå fakta tale. Selvom ugen starter med geopolitisk uro og stigende oliepriser, peger de faktiske regnskabstal på en helt anden og langt mere positiv historie.
Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, forud for en uge, der bliver en afgørende ildprøve for markedets AI-giganter.
Ifølge strategen har det seneste fald i sektoren i højere grad handlet om frygt – senest drevet af endnu et kinesisk DeepSeek-moment – end om reelle fakta.
»Denne uge vil være første skud på at få lavet om på det,« vurderer Lars Skovgaard Andersen.
Mandagen starter dog med eksternt pres. Fortsatte amerikanske angreb i Iran har sendt olieprisen op, hvilket trækker de asiatiske aktier ned og forventes også at presse de europæiske markeder ved åbningen. Amerikanske aktier står til at stige svagt viser futures for de toneangivende aktieindeks i USA.
Indtil videre er regnskabssæsonen kommet markant stærkere fra start end normalt. Omkring 150 selskaber i det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks har lagt deres tal frem, og hele 88-90 pct har overgået analytikernes forventninger til indtjeningen.
Det er betydeligt over det historiske gennemsnit, som ligger på omkring 75 pct.
Det er særligt bankerne og de AI-relaterede teknologiselskaber, der trækker det tunge læs. Bankerne leverer kort sagt varen, vurderer Lars Skovgaard Andersen.
Blandt de amerikanske banker har samtlige 11 selskaber slået indtjeningsforventningerne, mens 10 ud af 11 også har overgået omsætningsforventningerne.
Vi ser ifølge strategen også, at AI-lokomotivet kører videre:
Massive AI-investeringer understøtter fortsat stærke resultater hos nøgleselskaber som TSMC, ASML og Samsung.
»Det mest markante tema i de første regnskaber er forskellen mellem virksomheder med og uden AI-eksponering,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Selskaber med direkte eksponering mod kunstig intelligens hæver i flere tilfælde forventningerne til resten af året.
Omvendt har mere traditionelle teknologi- og forbrugerselskaber, herunder IBM og Netflix, haft sværere ved at imponere investorerne.
De solide resultater bekræfter i hans optik, at indtjeningsbilledet generelt er robust, og at kunstig intelligens fortsat er aktiemarkedets stærkeste vækstmotor.
Dette understøtter vores anbefaling om en overvægt i aktier, påpeger Lars Skovgaard Andersen, der bemærker, at banken inden for AI anbefaler en bred tilgang, så du spreder dine investeringer ud over flere forskellige AI-aktier.
Selvom Den Europæiske Centralbank holder rentemøde på torsdag – hvor det ventes, at renten fastholdes uændret – er det regnskaberne, der vil styre markedet i denne uge.
Selskaber svarende til omkring 23 pct. af markedsværdien i S&P 500 og cirka 16 pct. af markedsværdien i det europæiske Stoxx Europe 600 offentliggør deres resultater.
I USA vil fokus især være rettet mod store navne som Alphabet, Tesla, Intel, IBM og Texas Instruments, mens investorerne i Europa vil holde skarpt øje med STMicroelectronics og BESI.
Efter den seneste svaghed i semiconductor-sektoren leder markedet efter beviser på, at AI-efterspørgslen fortsat er stærk nok til at bære væksten.
Ugens store joker kan dog vise sig at være den amerikanske handelslov, Section 122, som udløber den 24. juli, understreger Lars Skovgaard Andersen.
Bestemmelsen giver den amerikanske præsident mulighed for midlertidigt at indføre en generel told på op til 15 pct. i maksimalt 150 dage. Markedet forventer, at USA i stedet vil skifte over til Section 301, hvilket åbner for mere målrettede og potentielt højere toldsatser mod specifikke lande og sektorer.
For investorerne handler det ifølge Lars Skovgaard Andersen derfor i mindre grad om selve toldsatsens størrelse, men snarere om, hvilke lande og industrier der risikerer at blive ramt.
Endelig udgør geopolitikken fortsat en væsentlig risikofaktor. Konflikten mellem USA og Iran samt den spændte situation omkring Hormuzstrædet kan hurtigt få stor betydning for både energimarkederne og investorernes generelle risikovillighed, lyder det fra Danske Bank-strategen.