Henter kommentarer

Danske Bank taber formue på stor investering i Norwegian


Danske Bank har via forretningen i Norge været en af de største aktionærer i flyselskabet Norwegian. Efter coronakrisen og den massive udvanding af de eksisterende aktionærer er investeringen reelt tabt.

Formelt er det Danske Banks kapitalforvaltningsenhed, Danske Bank Asset Management, i Norge, der står bag investeringen i Norwegian. Reelt er det således kunderne - typisk private investorer - i Danske Invest i Norge, der bærer tabet på en aktiepost, der før udvandingen betød, at Danske Bank var en af de største aktionærer i Norwegian efter stifteren Bjørn Kjoos.

I videoen ses det, hvordan markedsværdien hos en række flyselskaber har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio

Aktierne er fordelt på forskellige Danske Invest-fonde, der første gang investerer i Norwegian i 2005 - to år efter børsnoteringen i Oslo. I de følgende år øgede Danske Bank over flere omgange, viser tal fra Bloomberg. Senest deltog Danske Banks kapitalforvaltningsenhed i aktieudvidelsen i starten af 2019, hvor Danske Bank er noteret for at eje over 2 mio. stk. aktier. På det tidspunkt ejede Danske Bank omkring 5 pct. af Norwegian. Den aktiepost ejer banken stadig, men udvandingen efter redningspakken betyder, at obligationsejere og leasingselskaber har konverteret gæld til aktier i et omfang, der betyder at Danske Bank kun ejer 0,06 pct. af aktierne.

Tæt samarbejde gennem tiden

Kapitaludvidelsen i starten af 2019 var i øvrigt delvist arrangeret af Danske Banks investment banking enhed, der har rådgivet i en række af Norwegians mange udstedelser af både aktier og obligationer gennem tiden.

Norwegian-aktierne var en fremragende investering i en længere årrække efter børsnoteringen. Men i sommeren 2016 begynder det at gå galt, da investorerne i aktier i stigende grad er begyndt at bekymre sig for selskabets markante gældssætning. Aktien topper i kurs 215 kr. pr. stk. Danske Banks beholdning havde på det tidspunkt en værdi på mere end 250 mio. norske kroner, viser tal fra Bloomberg.

Fredag eftermiddag handles Norwegian til kurs 1,245 og værdien af Danske Banks aktiepost er udraderet til kun omkring 2,6 mio. norske kroner.

Danske Bank har ikke ønsket at kommentere det tætte forhold mellem Norwegian og bankens norske afdeling. I en SMS fra en presseansvarlig lyder svaret:

»Vi kan desværre ikke hjælpe med beregninger på Norwegian. Dels er det for ressourcekrævende, dels ønsker vi ikke at være så specifikke omkring enkeltinvesteringer. Investering skal for os ses i porteføljesammenhæng.«

Læs også: Per Hansen advarer mod skæbnedage: Investorerne har fået pistolen for panden

Læs også: Endnu et chok rammer Norwegian-aktionærer