En »kæmpe investeringscyklus«, måske den største i vores levetid, vil drive økonomisk vækst i Norden i 2026.
Det spår Carsten Egeriis, topchef i Danske Bank, i en udtalelse til Bloomberg News. Han forventer, at øget klarhed omkring inflation og låneomkostninger vil mindske bekymringer for både selskaber og investorer.
»Måske en af de største investeringscyklusser, vi har set i vores levetid,« siger Carsten Egeriis.
Væksten vil især komme fra investeringer i forsvar og grøn teknologi. Samtidig forventes et comeback for privatforbruget, særligt i Danmark, drevet af stærke opsparinger og lønvækst efter et afdæmpet 2025.
Det står i kontrast til den faldende forbrugertillid i november, men Carsten Egeriis peger på en ophobet efterspørgsel, der vil bidrage til at drive økonomien fremad.

