Danske Bank: Vi er ikke tilfredse med resultatet i 2019


- Vi er som ledelsesteam ikke tilfredse med det resultat, som vi har leveret. Vi kan som bank gøre det meget bedre.

Det siger Chris Vogelzang, der er administrerende direktør i Danske Bank, på et pressemøde onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2019.

Danske Bank har skudt gang i planen: Bedre Bank. Og det betyder blandt andet, at der skal være færre varer på hylderne:

- Vi skal være en mere "simpel" bank med en simplificering af produktporteføljen, siger direktøren og fortsætter:

- Og det vil ligeledes gøre det nemmere og billigere for kunderne.

Danske Banks Bedre Bank-plan 2023 indebærer blandt andet opgradering af digitaliseringsindsatsen - blandt andet i forhold til kunderne, så du kan "komme i banken" på alle tidspunkter og få fat i en bankrådgiver, den omtalte forenkling af produktudbuddet samt en mere disciplineret omkostningsstyring på tværs af koncernen.

Midlertidig finansdirektør Jacob Aarup Andersen siger på pressemødet, at netop omkostningerne har været et stort tema i hele 2019.

- Og vi kan i regnskabet se, at udgifterne stiger i 2019 - faktisk med 10 pct. Men det er drevet af de store investeringer, vi laver i compliance og også bekæmpelse af hvidvask, siger han.

Bankens udgifter steg til27,5 mia kr. i 2019 fra 25 mia. kr. i 2018.

/ritzau/FINANS